+45 6186 8611 hh@coachingzonen.com

Kort inde i samtalen møder Kim mig med et spørgsmål, han funderer over: ”Skal jeg sygemelde mig fra mit job”? Egentligt har han ikke lyst til en sygemelding. Omvendt er han indstillet på at sygemelde sig, hvis jeg mener, at det er vejen ud af hans stress. 

Kim havde bestilt en samtale med mig, fordi han i en periode havde mærket forskellige symptomer på stress. Min opgave i den indledende samtale var at sætte mig ind i Kims situation, tankemønstre, følelsesmæssige tilstand, reaktioner og vaner. 

Den afdeling Kim er i, har været igennem en turbulent periode med afskedigelser, sygemeldinger, ny leder og alt for mange opgaver til alt for få hoveder og hænder. Kim har været og er glad for sit job. Han har tidligere fint kunnet være i alle forandringerne og haft lyst og overskud til at gøre en forskel. Men på det seneste er tankemylder, dårlig søvn, træthed, manglende fokus og evnen til at prioritere mellem opgaver desværre blevet hverdagskost. 

Han fortæller mig også, at det normalt er sådan i den virksomhed, hvor han er ansat, at kollegaer, der viser tegn på stress, bliver sygemeldt 1, 2, 3, 6 måneder. 

Er sygemelding en løsning?

Selv hælder han mere til at blive og få gjort noget ved dét, der belaster, frustrerer og bekymre ham. For som han siger: ”Jeg kan ikke helt se, hvordan det skulle hjælpe mig, at jeg sygemelder mig. Så er jeg bare væk en periode, og når jeg kommer tilbage, bliver jeg nok trigget af de samme udfordringer igen”. 

I løbet af de 90 minutter, den indledende samtale varer, vejer Kim for og imod en sygemelding, og han når frem til, at der både er fordele og ulemper, blandt andre:

  • Mulighed for at restituere, sove, komme ned i ”normalt” gear
  • Mulighed for at komme lidt på afstand og se tingene udefra 
  • Alt for meget tid til – i eget selskab – at bekymre sig om sin tilstand og situationen på arbejdet 
  • Afskåret fra at løse de arbejdsmæssige udfordringer derhjemme, alene 
  • Afskåret fra den tætte dialog med leder og kollegaer
  • Risiko for at få det værre af at gå hjemme og bekymre sig om den konkrete problemstilling på arbejdspladsen, uden at det ændrer noget
  • Risiko for at ”få talt sig selv ned i et hul” og skabe en fortælling om at være svag, skyldig, ikke god nok

Kim beslutter, at han vil vente med at træffet valget, om han kortvarigt skal melde sig syg. For at få restitueret og sovet igennem. Dog står det helt klart for ham, at en sygemelding på ingen måde kan stå alene. 

Han er nødt til også at tage fat om nældens rod. Han må finde løsninger på de arbejdsmæssige udfordringer, der trigger ham (og ikke mindst hans kollegaer i afdelingen). Så han kan blive fri af sine bekymringer og sine stresssymptomer. Han vil gerne opretholde kontakten til sin arbejdsplads, undgå sygemelding, være i dialog og i fælles flok løfte ansvaret for at finde en ny vej. 

Sparring og hjælp 

Til slut sætter vi i fællesskab ord på en konkret målsætning for det skræddersyede samtaleforløb, Kim gerne vil tage hul på hos Coachingzonen. Kim giver udtryk for, at han har brug for konkret sparring og hjælp til at komme helt ned i gear, håndtere sine tanker, afklare sine værdier, stå ved sig selv, prioritere og leve det (arbejds-)liv, han ønsker sig. 

Han går håbefuld ud ad døren … 

Ingen mennesker er ens. Måske kan du spejle dig i Kims fortælling og blive afklaret, om en sygemelding er nødvendig i din egen situation. Er du i tvivl, og har du brug for input, råd og vejledning, er du velkommen til at række ud efter hjælp. 

Fortællingen handler om en af mine kunder, kaldet ”Kim”,
som efter den indledende samtale forleden nu fortsætter
i et individuelt forløb – læs mere – hos Coachingzonen i efteråret 2023.