+45 6186 8611 hh@coachingzonen.com

Tårene trillede ned ad kinderne, på Micky, da han var hos mig forleden. Han var til sin 5. samtale i sit forløb. Vi samlede op på alt dét, han havde forstået, lært og øvet sig i. Da vores snak faldt på selvværd og hans selv-billede, blev han meget rørt. 

Micky kom i tanke om den fortælling, han havde om sig selv, da vi mødte hinanden den allerførste gang, for ganske få måneder siden. Og han havde svært ved at fatte, at han dengang havde sagt om sig selv, at: 

  • Han var anderledes 
  • Han ikke kunne begå sig i grupper
  • Han var nødt til at pynte på sandheden og lyve om sig selv, i jagten på accept og status 
  • Han bare ”fulgte med” for ikke at skille sig ud
  • Han mentalt var på overarbejde, fordi han konstant tankelæste (hvad tænker andre om mig) og sammenlignede sig selv med de andre unge på efterskolen 
  • Han var nødt til at forsvinde op på værelset flere gange om dagen, når tankerne ”larmede” for meget og gjorde ham urolig 
  • Han måtte distrahere sig selv, væk fra tankerne, med musik og videoklip, for at finde ro, når han skulle sove 
  • Han ikke var rigtigt glad

Micky siger om sig selv i dag, at han tror på sig selv og er stolt af sig selv. Hans selvværd er styrket. 

Mickys udviklingsvej

For at komme hertil, har Micky været motiveret for at arbejde med forskellige redskaber og været vedholdende, selv når der var ”bump” på hans udviklingsvej. 

I dag kan Micky: 

  • Vælge hvad han gør med sine tanker, når de dukker op 
  • Være til stede i en gruppe af unge mennesker og bidrage med min mening
  • Tage initiativ selv, frem for bare at følge med de andre 
  • Mærke hvad han selv har lyst til 

Det har stor betydning for Micky, at han hviler i sig selv i dag. I takt med at hans selvværd og tro på sig selv er vokset, er løgnene ebbet ud. Han behøver ikke at bruge energi på at pynte på sandheden og lyve for at være en del af flokken. 

Micky forsvinder ikke længere op på værelset for at få en bedre tilstand. Han ved til gengæld, hvordan han tackler bekymringer, selvevaluering og -kritik. Og han hverken tankelæser eller sammenligner sig med andre. Micky falder nu også let i søvn, uden først at skulle distrahere sig selv fra sine tanker – læs mere

Udover at genvinde tro på sig selv, er Micky blevet meget gladere. Når han måler sin glæde på en skala fra 1-10, siger han selv, at den nu ligger på 8. Inden forløbet lå den på 3. 

Opgør med et forvrænget selv-billede

Micky har modigt ladet mig fortælle om hans udviklingsvej fra overtænkning, løgn og jagt på status – til tro på sig selv, fordi han gerne vil signalere til andre unge, at de er gode nok. Det handler om at gøre op med et forvrænget selv-billede, og jagten på at være en anden.

Fortællingen handler om Mickey, efterskole-elev på 16 år.
Han går i individuelt coachingforløb – læs mere – hos Coachingzonen i 2023.
Indtil videre har han haft 5 samtaler ud af i alt 8.