Sommerferien venter lige rundt om hjørnet. Opskriften på en god ferie er individuel. Er du bevidst om dine værdier og forventninger, er der størst sandsynlighed for, at du får din drømmeferie.
Sidder du tilbage med en følelse af, at sommerferien sidste år bare ikke lige blev dét, du drømte om. Og er du bekymret for, at det kommer til at gentage sig?
Afdæk dine værdier og få din drømmeferie!
Det letteste i verden ville være ikke at holde ferie. For at undgå at blive skuffet. Efter min bedste overbevisning er det dog ikke optimalt.
Alle mennesker har behov for at sætte hverdagen på pause – holde fri, hive stikket, lade op, nyde og samle på gode ferieoplevelser.
Mit bedste bud er i stedet: “Afdæk dine værdier og få din drømmeferie”.
Simpel øvelse til afdækning af værdier
Hvis du har lyst, er du velkommen til at lade dig inspirere af nedenstående øvelse, der går ud på at blive bevidst om dine ønsker og værdier.
Find et stykke blankt A4 papir og en blyant. Fold nu papiret en gang på langs og en gang på tværs. Fold papiret ud igen, så du kan se fire felter.
- I feltet øverst til venstre noterer du i punktform de ting, du normalvis holder af på din ferie. Hvad har du tidligere været glad for, som du ønsker også skal være en del af dette års ferie? Hvad vil du gerne “bevare”. Det kan være alt fra destination, boligform, rejseledsagere, afstand til by/strand/seværdigheder, udflugtsmuligheder, faciliter på feriestedet til transporten til/fra feriestedet.
- I øverste højre felt noterer du nu alt det, du gerne vil “være fri for” på dette års ferie. Det være sig typen af feriebolig, beliggenhed, klima, aktiviteter mm.
- I nederste venstre hjørne noterer du i punktform alt det, du gerne vil “opnå”, have mere af, gøre mere af på ferien. Mulighederne er mange, men det kunne f.eks. være faciliteter i ferieboligen, faciliteter på feriestedet, mere aktivitet/afslapning, vejr-garanti, kulturelle oplevelser o.lign. Med andre ord noterer du i dette felt alt det, du tidligere har savnet på dine ferier.
- Til slut skriver du i nederste højre hjørne alt dét, du tidligere har undgået på dine ferier og fortsat ønsker ikke skal være en del af din ferie. Det kan være, at du vil “undgå” lang rejsetid, bilferie, teltferie, storbyferie, for megen varme m.fl.
Drømmeferien venter lige rundt om hjørnet
Nu har du noteret dig forskellige vigtige ting, som er vigtige for dig enten at bevare eller være fri for, opnå eller undgå, så du får den ferie, du drømmer om.
Rejser du sammen med andre, kan jeg anbefale, at de laver selv samme øvelse. Herefter kan I i fællesskab finde frem til dét, I er enige om. Det kan f.eks. være fly – lejlighed – badeferie – sol – italiensk mad – kultur.
Næste step er at finde den destination og den feriebolig, der lever op til de fleste af de værdier, I har. Når I har fundet dét, der føles rigtigt i ferie-maven, er det blot at trykke på booking-knappen.
Vær nysgerrig
Når du er afsted, så vær gerne nysgerrig på det, der giver dig glæde, velvære og et smil på læben. Saml på de gode minder, så du vender hjem “optanket” og med en lyst til at tage på ferie igen.
Må du få opfyldt alle dine værdier på din drømmeferie!