+45 6186 8611 hh@coachingzonen.com

Det har stor betydning for dit selvværd og din trivsel, hvordan du agerer, tænker om og taler til dig selv. Derfor er det en rigtigt god idé at øve dig i at være sammen med dig, på den gode måde; at være dit eget gode selskab. 

Jeg vil gerne invitere dig til lige at stoppe op et øjeblik – nu – og finde svar på 2 simple spørgsmål: 

  1. Hvordan er du overfor din bedste ven/veninde? 
  2. Hvordan er du overfor dig selv? 

Du fandt sandsynligvis frem til, at du behandler dig selv anderledes end du behandler din bedste ven/veninde. Men hvorfor egentlig?

Har du nogensinde tænkt over hvem du tilbringer allermest tid sammen med i dit liv? 

Nemlig! 

Dig selv.

Du er ALTID sammen med dig

Både når du har alenetid, og når du er i selskab med andre. 

Oplever du for tiden, at det er hårdt at være i selskab med dig selv? Fordi du negligerer egne grænser og behov? Eller fordi du forfalder til kritisk selvevaluering og ufølsom selvkritik i din dialog med dig selv? 

Når det er blevet for hårdt at lægge ører til, har du måske allerede forsøgt at ”overdøve” eller komme væk fra dét – med musik – ved holde dig i gang med alverdens opgaver – eller ved at flygte ud i fællesskaber? 

At være social er på mange måder rigtigt godt. Vi er jo flokdyr og har behov for at være en del af et fællesskab. Omvendt behøver du ikke altid søge fællesskabet, fordi dit eget selskab er skidt. 

Lad tiden med dig være en god tid!

Hvad med at du finder en måde at være ”godt selskab” for dig selv? 

Du kan starte med at lade den del af din indre dialog være, der hård, ufølsom, selvkritisk. Det gør på ingen måde noget godt for dit selvværd og trivsel at være uvenlig. 

Prøv i stedet engang at forestille dig, at DU ER din egen bedste ven, og at du nu møder dig selv på samme måde, som du møder din omverden. Hvordan ville du så: 

  • Tale til dig selv – hvilke ord, toneleje, tale hastighed
  • Se på dig selv udefra – objektivt – uden bedømmelse og fordømmelse
  • Opfylde dine behov 
  • Lytte til dig selv 
  • Behandle dig selv

Vær din egen bedste ven

Tag en beslutning! Beslut dig for at være din egen bedste ven, fra i dag. Og beslut dig for, hvordan du behandler dig selv fremover. 

God fornøjelse med at skabe gode stunder.

I dit eget gode selskab.